From hero to zero
20 Februar, 2017
Når sikkerheden bliver sekundær.
Af Michael Mix
Mit navn er Michael, Jeg er 27 år og aktiv svæveflyvepilot. Jeg har 300 timer og mere end 400 starter og landinger som fartøjschef.
I 2016 havde jeg min værste oplevelse som pilot der gudskelov kun endte med materiel skade. Men hvad skete der egentlig den dag og hvorfor skete det. Jeg har nærmest tænkt over det hver dag siden Juni. Jeg har vendt og drejet det i hovedet og det har været svært at finde den samme gnist omkring min sport som jeg havde inden og ikke mindst det samme gåpåmod.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg ofte har ret meget fart på. Når jeg sætter mig et mål skal jeg nå det hurtigst muligt, koste hvad det koste vil! Det gælder også med hensyn til min flyvning. Jeg vil være den bedste - jeg hader at tabe. Det i sig selv er ikke nogen dårlig egenskab og langt hen ad vejen har det også gjort at jeg har udviklet mig rigtig hurtigt. Men det har i høj grad også fjernet fokus fra nogle andre ting. Alt gik op i hastigheder og resultater og ting som sikkerhed og forberedelse fyldte langsomt mindre og mindre for mig inden og under mine flyvninger. Det startede nok før DM men til DM kom det til udtryk. Andre kunne se det, men jeg så det ikke selv. Alt gik jo så fint. Dagssejre, fede flyvninger og ja så røg de andre ting lidt i glemmeren.
Den ene dag til DM trækker jeg turbo i 150m og på finalen til marken begynder den at trække i ca 70m. Det gik fint. Jeg havde jo en mark lige foran mig - hvad skulle kunne gå galt. Det var ca der jeg var i mine tanker og det var ikke noget jeg tænkte over efterfølgende. Ikke før nu!
Når man flyver hele tiden og man konstant bliver bekræftet i at man er dygtig og har talent så er det let at lade sig rive med og jeg tror næsten jeg blev lidt udødelig.
Op til havariet i Juni var der mange ting der skete i mit liv. Jeg stod i en skilsmisse og uden fast tag over hovedet. Jeg var ikke særlig glad, sov dårligt om natten og var generelt bare rigtig træt og udkørt. Jeg satte ikke rigtig pris på mit liv og det var nærmest kun nå jeg var ude og flyve jeg følte jeg var rigtig levende. Der hørte jeg hjemme og der var jeg glad.
Dagen inden jeg skulle ud og flyve kom jeg sent i seng - sov dårligt og var slet ikke veludhvilet nok til flyvning, men de andre skulle jo ud og flyve og selvom det blæste og skyerne var relativt lave ville jeg da ikke lade muligheden for en god træning forsvinde fra mig. Så jeg pakkede ud og startede lidt hen over eftermiddagen. Her er jeg så. Med et ego på størrelse med Jylland, poser under øjnene på størrelse med fyn og et stort smil på læben, I en bobbel der var mere eller mindre revet i smadder af vinden. Det var fint - det gik op. Jeg fløj ud på opgaven og det gik fint indtil sidste ben hvor jeg kommer lavt og himlen begynder at lukke sig sammen. Den i forvejen svage termik bliver svagere og jeg må kæmpe hårdt for at holde mig flyvende. På vej tilbage mod Arnborg kommer jeg lavt og jeg indser i Ca. 350 meter at jeg nok må lande ude. Jeg flyver ud mod landbart terræn og tænker egentlig bare at jeg skal have turboen ud og flyve hjem til Arnborg - like any other day. Jeg har længe været i "Lav højde" mellem 400 og 600 meter. Jeg indser lidt sent at jeg ikke når hjem og vælger en mark. Jeg tager denne beslutning i ca. 250 meter og går på medvind og kører turboen og hjulet ud. Turboen starter ikke og jeg fumler med den e alt for længe. Den giver ikke så meget som en prut. Jeg opgiver efter et par forsøg men da jeg drejer for at komme tilbage mod marken kan jeg ikke finde den. Jeg er drevet A H til på medvinds benet i den kraftige vind og stresset beslutter jeg mig at lande på en græsmark der er lige under mig men som ligger sådan halvt i sidevind. Det sker i 150 meter men for at komme ordentligt ind til den må jeg slå en krølle og min anflyvning bliver derfor nærmest en cirkel. Jeg bliver derfor ret presset på højde og da jeg laver sidste drej til min mark er jeg i ca 80m. Måske også lavere. Jeg synes træerne er tæt på og da jeg laver sidste drej mærker jeg at pindtrykket forsvinder og jeg har løse ror. Her bander jeg faktisk af mig selv og i et kort øjeblik tænker jeg at jeg slår mig selv ihjel. Jeg presser pinden frem og ser lige ind i træerne. Jeg får flyvefart og fokuserer igen på marken. Pga. vinden kommer jeg helt over i den østlige begrænsning af marken og forsøger derfor at holde mere op imod vinden. Da jeg sætter flyet sker det hårdt og med ca 100km/t Hjulet hopper ind og højre vinge får fat i jorden. Jeg groundlooper og knækker halen på flyet og trykker buen. Der står jeg så på en mark med en smadret flyver bag mig og adrenalin nok i kroppen til at kunne få skåret de ædlere dele af uden at mærke det! Jeg er bange. Jeg ved ikke hvorfor jeg er bange - jeg står jo der på jorden. Men det er som om det hele kun lige er begyndt hvilket også skulle vise sig at være rigtigt.
For nu begyndte det sværeste men også det vigtigste - selverkendelse. Hvorfor endte jeg her? For nej det var ikke fordi hovedhjulet kollapsede at jeg smadrede flyet. Det var grunden til at jeg groundloopede, men efter at have set mine tidligere filer igennem og også vendt de tanker jeg har gjort mig om tidligere gange jeg har anvendt turbo slog det mig at det var sket før eller siden. Havde hovedhjulet holdt til min hårde landing var det jo gået godt. Jeg havde måske tænkt puha men jeg tror ikke rigtig jeg havde indset alvoren.
For lige at vende tilbage til den flyvning jeg nævnte under DM. Den dag kunne jeg ha slået mig selv ihjel. Jeg giver ikke mig selv nogle alternativer. Ja marken foran mig var perfekt. Men hvad havde jeg gjort hvis turboen var stoppet med at trække for enden af den mark i 100m. Som jeg husker området var der ikke mange andre muligheder og med 100m at arbejde med var jeg nok endt i et træ. I bedste fald på en landevej eller noget lignende.
Dagene efter mit havari måtte jeg høre meget. Jeg var stadig lidt i benægtelses facen! "Det kan ske og jeg er ikke den første" var nok noget af det jeg sagde mest til mig selv, men jeg vidste godt det ikke var sandheden og jeg gik rundt med en stor sten i maven. Undervejs som tingene sank ind og jeg begyndte at indse hvad jeg havde lavet og hvile dårlige situationer jeg havde sat mig selv i uden egentlig at opfatte det skete der noget med mig. Jeg blev trist. Nærmest deprimeret. Den ene ting jeg holdt fast i og som gjorde mig glad var nu bare endnu en kæmpe spand koldt vand i mit ansigt. Alt blev klart. Det var som om jeg blev 10 år og 1000 timer mere erfaren på et par uger. Jeg så ting ved min flyvning jeg ikke havde set før og jeg indså at jeg til tider havde sat resultater og HERO historier højere end min egen sikkerhed.
Der gik noget tid. Jeg erkendte mine fejl. Jeg lagde mig fladt ned og jeg slugte et par store kameler. Jeg fløj ikke og jeg havde slet ikke lyst til at flyve. Jeg frygtede lidt at det var slut for mig. Det var det gudskelov ikke. Jeg er jo faktisk ikke den eneste der har begået fejl i en flyvemaskine. Jeg har begået nogle grimme nogen men min værste var nok at jeg ikke troede det kunne gå galt. En klog mand siger hvert år “pas på derude - det er farligt det vi laver” manden har ret! Dog har jeg også lært at vi i høj grad selv har indflydelse på hvor farligt det skal være og her er bare en række ting jeg kunne have gjort anderledes for ikke at sætte mig selv i den situation.
Jeg kunne ha erkendt det faktum at 5 timers søvn den pågældende dag ikke var nok og jeg ikke var veludhvilet.
Jeg kunne ha testet turboen efter start og allerede der erkendt at den ikke virkede - OG ha haft mere tid til eventuelt at få den igang.
Jeg kunne i højere højde have søgt mod landbart tærræn da udsigterne til termik længere fremme ikke var særlig gode (med andre ord meget ringe)
Jeg kunne ha taget turboen ud i anbefalet højde og givet mig selv mere tid.
Jeg kunne ha holdt fokus på min første mark i stedet for på at få turboen til at virke.
Det gjorde jeg ikke. I stedet satte jeg mig i en situation med max stress i cockpittet og uden nogle gode og sikre muligheder.
Jeg har idag genfundet min lyst til at flyve men alle de rigtig gode flyvninger jeg havde i 2016 står i skyggen af den her og det er uden tvivl en tur jeg kommer til at huske resten af mit liv. Jeg ved at jeg aldrig kommer til at flyve på samme måde igen og det er en god ting. Jeg har fået et helt andet syn på mig selv og mine evner men også en anden respekt for flyvning og for livet.
Jeg ved at folk vil snakke om denne flyvning i nogle år fremover. Jeg ved også at nogle har et behov for at fortælle mig jeg fejlede men vigtigst af alt så har jeg indset at jeg fejlede og også forsøgt at lære af det. Jeg siger ikke at jeg aldrig kommer ud for en ulykke igen - der er en risiko når man dyrker konkurrencesport men jeg ved at jeg fremover vil gøre hvad jeg kan for at minimerer den så jeg fremadrettet kan nyde min sport, min passion og ja nok også en af de vigtigste ting i mit liv.
Flyv sikkert, pas på jer selv og hinanden så ses vi i luften i 2017 - og hvis du sidder tilbage med nogle spørgsmål så stil dem gerne til mig.
